3. Gildes cykeltur til Samsø
3. Gildes Samsøtur.
Initiativtageren til den årlige cykeltur på Samsø, John Hansen fortæller:
”På Samsø var en pige” lyder en sang, og det er jo rigtigt nok, men hun er der altså stadigvæk.
Det er selvfølgelig ikke grunden til, at en flok fra 3. Gilde hvert år i juni måned tager did, men det skader jo heller ikke.
Samsø er det nærmeste, man kan kalde et cykelparadis, og tilmed er det at sammenligne med hele Danmark i miniformat. Øen er overskuelig, overkommelig og absolut ikke oplevelsesoverflødig.
Vel, nogle kommer gennem livet – også gildebrødre – uden at have besøgt øen, men det kan ikke anbefales – et lidt fattigt liv.
Nogle ”oplever” øen i bil eller bus, men det må nærmest kaldes blasfemisk, nej på cykel mine damer og herrer.
Ja, vore biler lader vi stå i Hou og de 5 kvarters sejltur er i sig selv vederkvægende med en enkelt pils og et par skarpe.
Tværs over øen går det fra Sælvig via Onsbjerg til Ballen, hvor nogle indlogerer sig i en hytte og andre telte – og inden aftensmaden er der lige tid til en dukkert – dog ikke for alle.
Aftenen er naturligvis fri, men sjovt nok er der tradition for at aflægge restaurant ”Skipperly” et besøg – nogle gange med helt uventede musikindslag, jazz og visesang etc., og andre gange et der lukket/optaget. Nå, det finder vi hurtigt midler imod – thi der er andre græsgange.
Lørdag er den store cykeldag – hvor turen naturligvis afhænger af vejrliget – men det er næsten altid godt. Gennem Besser når vi til Revet, og ved siden af vejen står den berømte grønmalede bænk, hvor der med hvidmalede bogstaver står, hvad lykken ikke er, og samtidig hvad den er – og da Aristoteles er forfatter, skal det jo nok være rigtigt. Han boede der åbenbart for år tilbage.
Videre går det så mod Langør med Stavns fjorden på styrbords side, og på vejen passerer vi Kanhavekanalen, der blev udgravet i Vikingetiden, så man hurtigt kunne manøvrere skibene tværs gennem øen. I Langør bor 6-8 fastboende og må vel derfor betegnes som John Hansen 98 landets mindste by. Forfriskninger kan indtages her, og et dejligt sted at gøre dette er på ”Peterspladsen” opkaldt efter en af de lokale fiskere.
Via den senere blomstrende hede går turen videre imod Nordby, hvor frokosten ofte indtages ved det idylliske gadekær. De fleste gange fortsætter vi herefter mod øens nordligste spids, Issehoved, hvor vi hviler hovederne og resten af korpusset, og samtidig nyder vi den fantastiske udsigt mod Mols Bjerge, og hvad der ellers er at se. Det skal ses.
Hjemturen går ofte over Østerby og Langemark, men andre ruter kan også vælges – i det hele taget er meget lidt fastlagt på forhånd, således at vi kan vælge at dreje til højre eller venstre efter forgodtbefindende.
På hjemturen købes naturligvis friskopgravede nye kartofler samt de lifligste jordbær.
Campingpladsen ligger få meter fra havet, så det sker jo, at nogle ved hjemkomsten atter tager sig en dukkert.
Søndag er hjemrejsedag, så vi pakker alt vort habengut, og på cykelturen mod Sælvig kan vi slå et smut via Brundby og Ørby mod slottet Brattingsborg. I 2003 beså vi Ørby kirke, som det er planlagt at flytte til den gamle by i Århus.
Ved Kolby Kås står en stor gammel vindmølle, som vi i 2003 fik forevist, da det netop denne søndag var ”Møllens dag”. Et par år tidligere fik vi beset øens anden mølle – en stubmølle – ligeledes på dagen for møllen.
Omkring Pillemark ligger et lille ubetydelig hus, men navnet!! Ja, nu be’r jeg Dem, det hedder nemlig ”KOLDINGHUS” – intet mindre.
Efter en weekend, hvor vi har cyklet ca. 100 km., er vi nu tilbage i Sælvig og kan begynde overfarten mod Jylland.
Siden 1998 har vi været på øen – og hver gang en stor og altid anderledes oplevelse. Det er altså godt med fysisk udfoldelse!!
Cykeltur 2021
Cykeltur 2020
Aflyst pga. af corona pandemi (COVID-19)